Nyhedsarkiv
  Nyhedsbreve
  Presserum & kontakt
 
    
  To plejecentre fortæller om medarbejderdreven innovation
  19. oktober 2009
 

Plejecentrene Egebjerg fra Gentofte og Huset William i Valby deltager i DINOVA-projektet og stod for inpirationsmødet den 6. oktober.  De to centre ser begge medarbejdernes arbejdsmiljø og stressniveau som nøje forbundet med beboernes trivsel. De opnåede resultater bedømmes blandt andet ud fra disse forhold.

Sygehjælper Kirsten Hansen fra Egebjerg er en ildsjæl, der har kastet sig ind i DINOVA-projektet med både entusiasme og engagement. Hun fortæller livligt om hendes oplevelser af DINOVA og de samtale- og innovationsforløb, hun og hendes kollegaer fra afdelingen indtil videre har været igennem: "Det er meget individuelt, hvad vi får ud af forløbene. Jeg tror, at vi alle sammen synes, at det både er inspirerende og motiverende at være med, og vi påvirker jo selv, hvad der sker." Hun fortsætter: "Samtaleforløbene har bevirket, at vi er blevet bedre til at tackle frustrationer og slippe af med dem, og det har reduceret vores stressniveau."

På Egebjerg valgte afdelingssygeplejerske Bibi Bartholdy, at hele hendes afdeling skulle deltage, fordi hun forudså, at deltagerne ville gennemgå en stor udvikling, som alle skulle have glæde af: "Ellers risikerede vi måske også en afdeling i forskellige hastigheder," forklarer hun. Hun understreger også med glæde: "DINOVA er anderledes end andre projekter, jeg har været med i. I DINOVA er det os på plejecentrene, der får ideerne, og konsulenterne hjælper os med at realisere dem."


Samtaleforløbene
Samtaleforløbene var det første, der blev gennemført. De havde til formål at træne de deltagende medarbejdere i at kunne se hinandens forskellligheder som en ressource, se forandring som en mulighed, få øje på mulige forandringer og arbejde målrettet i grupper.
 

Medarbejderne fornyr praksis

 

Innovationsforløbene er i fuld gang på alle pleje- og træningscentre. Huset William er i gang med den 5. Innovationsdag ud af seks i alt. De er i færd med at gennemføre ét af deres innovationsprojekter, der går ud på at bruge diktafoner i dokumentationen og dagligdagen på afdelingerne.

Anders Børresen er forstander på Huset William. Han fortæller om den proces, der førte frem til det projekt, de netop er i gang med: "Der er mange krav til dokumentation, og vi ville gerne prøve at finde frem til en løsning, der tog noget af stressen fra os, og samtidig kom beboerne til gode. Først talte vi om talegenkendelse, så vi bare skulle indtale dokumentationen, men vi endte med diktafoner eller diktasekretærer, som vi kalder dem."

Han fortsætter med at ridse nogle af projektets fordele op: "Projektideen er kommet fra medarbejderne, så de føler et stort ejerskab, hvilket er alfa-omega i denne sammenhæng. Selvom det har kostet en del tid at køre det ind, har vi allerede set fordele ved at indføre diktasekretærerne. For eksempel er beboerne mere involverede i deres egen situation, og medarbejdere, der har svært ved at skrive men kan formulere sig mundtligt, får sætningerne lige ind i øret og kan dermed skrive lettere."

 

Innovationsforløbene
Innovationsforløbene arbejder med alle typer forandringer fra fysisk indretning, tværfagligt samarbejde, organisering af arbejdsrutiner til samarbejde med teknologiudviklere og leverandører. Forløbet understøttes af involverende metoder til at hente inspiration og anvende ressourcer fra den forskellighed, som den enkelte arbejdsplads besidder eller kan hente i forholdene til kommune, pårørende og øvrige samarbejdspartnere.

 

  Ved aldrig, hvor det ender
 

Når innovationsprocesser ruller, er det slet ikke sikkert, hvad resultatet bliver. Kirsten Hansen og Bibi Bartholdy giver et meget konkret eksempel: "Vores afdeling er for demente borgere, og vi har den udfordring, at de gerne vil gå ud. Vi talte om at indføre chips i deres sko og andre løsninger, men inspireret af hinanden og vores forskellige tilgange til problemet, kom vi frem til at etablere en naturhave." Ordene står lidt alene i luften, for hvordan hænger det sammen med udfordringen?

Bibi Bartholdy giver svaret: "Vi fandt frem til, at en naturhave ville give borgerne mulighed for at gå ud. Og det ville være et sikkert sted. Samtidig kunne de være med til at bestemme, hvad vi gjorde i haven. Haven har helt sikkert været med til at give både medarbejderne og vores borgere en bedre hverdag." 

  Lederne skal klædes på
  Bibi Bartholdy påpeger, at innovationsprocessen kræver noget ganske særligt af hende som leder. Hun deltager i DINOVAs lederuddannelse, der netop har fokus på, hvordan lederne kan give plads til innovationsprocesser og samtidig styre dem: "Det kan være svært for nogle, hvis det er medarbejderne der tager initiativerne." Hun og Anders er meget enige: "De ændringer DINOVAs innovationsprojekter bringer med sig hos os hver især får kun virkning, fordi initiativerne kommer fra medarbejderne, og de dermed føler både ansvar og ejerskab."   Lederuddannelsen
Et skræddersyet udddannelsesforløb i Innovations- og diversitetsledelse på diplomniveau. Lederne kommer igennem områder som ledelse af systematisk innovation, ledelse i en innovativ organisationskultur og det innovative personlige lederskab. Diversitet indgår som en rød tråd i alle tre moduler, hvor lederne til slut i forløbet har mulighed for at aflevere en opgave og gå til eksamen. Lederne og ledergrupperne kan også få coaching i konkrete problemstillinger, der har med DINOVA at gøre.
Innovation og diversitet en del af hverdagen

På et pleje- og træningscenter er innovation og diversitet helt automatisk en del af hverdagen. Specielt når der er tale om en afdeling for demente borgere. Der sker hele tiden noget nyt, og det er ikke sikkert, at det, der holdt i går, holder i dag. Borgerne er meget forskellige og medarbejderne er meget forskellige, så DINOVA-projektet er måske i høj grad med til at gøre medarbejderne mere bevidste om disse forhold og hvordan de bedst kan udnytte dem. På den måde ruster de sig godt til de endnu større udfordringer, de står overfor i fremtidens ældrepleje med færre hænder og flere ældre.

Tilbage til Nyhedsarkivet 

Tilbage til Diverse Nyt, nr. 1, årg. 1

 
inProject er et produkt udviklet af WebCare Aps