Nyhedsarkiv
  Nyhedsbreve
  Presserum & kontakt
 
    
  Små forandringer - store forskelle
  27. november 2009
 

DINOVA går ud på at sætte medarbejderes forskelligheder i spil for at skabe noget nyt. Ofte vil forandringerne måske ikke virke hverken revolutionære eller specielt nytænkende. Alligevel kan vi konstatere, at DINOVA i allerhøjeste grad har rykket ved tilgangen til arbejdet med at idéudvikle. Et godt eksempel finder vi på plejecentret Søndersøhave i Gentofte, hvor de har fået DINOVA-tilgangen helt ind under huden.

Lillian Meilvang Christensen er leder af en afdeling for demente borgere på Søndersøhave: "Vi har en vidunderlig sansehave lige udenfor vores vinduer, og gennem DINOVA-projektet har vi taget hul på, hvordan vi bliver bedre til at bruge den. Nu hvor vi er på vej mod vinteren, har vi helt automatisk vendt blikket mod vores stuer, hvor sofaerne stort set har stået ubrugte hen i mørke med store sofaborde foran. Vi har nogle store vinduer mod haven og ville gerne udnytte lyset fra dem bedre. Vi har bare aldrig rigtig fået taget hul på det. Det må jo heller ikke koste noget."

  DINOVA satte os i gang
 

"Nogle undrer sig sikkert over, at vi ikke har fået gjort noget ved det tidligere. Det var åbenbart DINOVA, der skulle til, for vi var ikke parate til at prøve ideer af og give plads til vores forskelligheder på helt samme måde som nu. Det kan lyde af ingenting. Vi har rykket sofaen hen til vinduet og fjernet et stort sofabord, der bare var i vejen og foretaget et par andre mindre justeringer og lige pludseligt bruger vi dagligstuen på en helt anden måde, og sofaen står ikke tom som før," fortæller en glad Lillian Meilvang.

Afdelingen følger op på personalemøderne og har foretaget samme ommøblering i deres dagligstue ovenpå. De opsatte en regel, så de kunne være sikre på, at det hele ikke gik i sig selv dagen efter, at alt var flyttet rundt: "Vi vedtog, at vi ikke måtte rykke tingene tilbage, førend vi havde prøvet den nye indretning af i noget tid. Det betød også, at vi gav plads til, at alle er forskellige og har forskellige ideer. Og at de skal have en chance. Det har så vist sig, at ideerne holdt, og vi har nu en helt anden oplevelse af vores stuer. Vores ønske er opfyldt, for livet er virkelig kommet helt hen i lyset."

  Mere liv i stuen
 

Afdelingen har altid haft for vane at tage haven indenfor hele året rundt. "Vi har både blomster og frugter i haven, og nu da vejret forhindrer os i at bruge haven lige så meget som tidligere, tager vi så grene og de sidste blomster med ind," forklarer Lillian Meilvang. "Vores nye indretning giver os mulighed for at udnytte haven uanset om vi er inde eller ude. Og der er ingen tvivl om, at vores beboere nyder lyset og udsigten. Det kan vi høre, for der bliver kommenteret ivrigt henne fra sofaen, hvor der bliver drukket kaffe og hygget. Der er afgjort kommet mere liv i dagligstuen."

Tilbage til Nyhedsarkivet 

Tilbage til Diverse Nyt, nr. 2, årg. 1

 
inProject er et produkt udviklet af WebCare Aps