Nyhedsarkiv
  Nyhedsbreve
  Presserum & kontakt
 

    
  Forskelle som værdifuld ressource
  27. november 2009
 

Anne-Grete Hansen har deltaget i DINOVAs Lederudviklingsforløb, og hendes forventninger til forløbet er blevet indfriet. Hun er blevet langt mere bevidst om forskellene på hendes medarbejdere og på at give plads til dem og deres ideer og initiativer. Det tilfører arbejdspladsen stor værdi.

"Min hverdag er ret travl, da jeg er leder for plejecentrene Lyngbygård og Hedebo-centret i Norddjurs Kommune. Vi er ved at lægge de to institutioner sammen, og i 2011 flytter vi ind i helt nye bygninger. Så min motivation for at gå ind i DINOVA-projektet var, at det forhåbentligt kunne hjælpe os til at bruge vores forskelligheder og kulturforskelle på en god måde i den lange proces, vi skulle i gang med," forklarer Anne-Grete. "Mine forventninger er blevet indfriet. Jeg har fået både redskaber og teori, som jeg kan bruge i processen, og så er jeg blevet langt mere bevidst om, hvor vigtigt det er at anerkende mine medarbejderes forskelligheder og give plads til dem."

Innovationsforløbet er stadig i gang, og det er her pleje- og træningscentrene arbejder med konkrete innovationsprojekter ude på deres institutioner. "En af mine opgaver som leder, er at vise medarbejderne, at det er i orden at give plads til forskelle. Jeg skal være meget nærværende og parat til at tage diskussionerne, når de opstår," forklarer Anne-Grete Hansen. Hun er ikke i tvivl om, at medarbejderne har taget DINOVAs grundtanker til sig. Måske er der forskelle på, hvor dybt erkendelsen stikker, men den er der, og de er blevet langt bedre til at fortælle hinanden om deres ideer og tanker og dermed til at inspirere hinanden.

"Når vi har vores innovations-workshops sprudler det simpelthen. Udenfor i hverdagen skal vi være til gengæld bevidste om, at vi tager DINOVA-kasketten i brug og anvender metoderne og værktøjerne fra DINOVA. Det er jo heller ikke alle medarbejdere, der er med i DINOVA," fortæller Anne-Grete Hansen. "Det er faktisk begyndt at gå op i en højere enhed med det, jeg har lært på lederudvilkingsforløbet, og det vi oplever gennem innovationsforløbet."

"Der er ingen tvivl om, at det giver værdi på arbejdspladsen, når medarbejderne kan deltage aktivt i den proces, vi er igennem med at lægge to plejecentre sammen. De er både energiske og engagerede, og jeg kan ikke gennemskue, hvor stor en rolle DINOVA spiller i deres positive indstilling til processen, for det gælder også dem, der ikke er med i DINOVA. Jeg kan blot konkludere, at det er en skøn oplevelse som leder i en meget travl hverdag," slutter Anne-Grete Hansen. 

Tilbage til Nyhedsarkivet 

Tilbage til Diverse Nyt, nr. 2, årg. 1

 
inProject er et produkt udviklet af WebCare Aps