Nyhedsarkiv
  Nyhedsbreve
  Presserum & kontakt

 
    
 

Erfaringer fra DINOVA føres ind i ny uddannelse om sundhed, omsorg og velfærdsteknologi

  12. februar 2010
 

Erfaringerne fra DINOVA skal føres med ind i en ny akademiuddannelse om sundhed, omsorg og velfærdsteknologi. Uddannelsen er et tilbud til især sosu-assistenter og -hjælpere, som nu får en unik mulighed for videreuddannelse. Det er især erfaringerne med at skabe innovationskultur og indgå i forandringsprocesser, der bliver et grundlæggende element i uddannelsen. 

Københavns Erhvervsakademi har færdiggjort en interviewundersøgelse, der viser, at der er behov for et kompetenceløft blandt social- og sundhedspersonale, når der i den kommende tid udrulles en række velfærdsteknologier i social- og sundhedssektoren. Som følge af manglen på arbejdskraft står velfærdsteknologi højt på dagsordenen, som en måde at understøtte og forbedre livskvaliteten på for især ældre, kronisk syge og handicappede i Danmark. Københavns Erhvervsakademi har udviklet en akademiuddannelse, der kan være med til at hjælpe denne bevægelse i gang.

 

Mangel på kompetencer inden for velfærdsteknologi

 

Udrulningen af velfærdsteknologi i sundhedssektoren er en realitet nu og i den nære fremtid. Andelen af ældre vil blive større i de kommende årtier i Danmark, mens andelen af erhvervsaktive bliver mindre. Der vil dermed være færre hænder til at varetage sundheds- og plejeopgaver. Her ses velfærdsteknologien som en mulighed, der kan understøtte og aflaste personalet i velfærdssektoren.

Det er dog svært for mange i social- og sundhedsfagene at danne sig et overblik over, hvilke teknologier der er til rådighed, og dermed også danne en sig forestilling om, hvordan de kan ændre eller forbedre deres profession. Derfor er der brug for en uddannelse, hvor man lærer at håndtere både lav- og højteknologiske apparater og forholde sig etisk til dem. Uddannelsens mål er nemlig netop at koble sundhedsfaglig praksis med viden om velfærdsteknologiens muligheder.

  Generationskløft
 

Overgangen til computerbrug på ét af pleje- og træningscentrene i DINOVA - Hedebo Centret på Norddjurs - afslørede en generationskløft i teknologibeherskelse. De ældre medarbejdere var mere usikre overfor den nye teknologi end de unge, der i overvejende grad demonstrerede en intuitiv tilgang. Det er derfor afgørende at skabe tryghed for de mere usikre blandt personalet, hvis man vil have alle med. De skal være sikre på, at det ikke bryder sammen, hvis de gør noget galt. Og lige så vigtigt: At de ikke bliver til grin, hvis de gør noget forkert. Det kræver ressourcepersoner for at skabe denne tryghed, og det handler mere om følelser end fornuft.

 

Blevet åben for velfærdsteknologi

 

På et andet af DINOVAs pleje- og træningscentre -- Huset William -- har de erfaret, at en simpel teknologi som diktafonen kan medføre mentale kvantespring. På DINOVAs fælles konference i efteråret blev deltagerne præsenteret for en række nye velfærdsteknologier, og det bragte overraskende reaktioner med sig:

Helle: "Vi har jo set den der sms-seng med en sensor på DINOVAs fælles konference. De senge vil vi gerne have indført. Jeg har da personligt rykket mig, f.eks. da jeg så sengen, så jeg det ikke som at der manglede en menneskelig kontakt. Jeg så værdien af den. "

Pia: "Vores erfaringer med at bruge teknologi har jo rykket os, vi har fundet ud af, at teknologi er et hjælpemiddel for os eller for beboeren. Hvis vi får en sms-seng, så siger jeg: "YES, det gør vi." "

 

Sosu'er får nye muligheder

På nuværende tidspunkt er der kun få muligheder for videreuddannelse for sosu-assistenter og -hjælpere. Når KEAs akademiuddannelsen i Anvendt velfærdsteknologi er færdigudviklet, vil især sosu-assistenter og hjælpere være bedre rustet til at klare deres job i den nære fremtid. Hvis uddannelsen godkendes af undervisningsministeriet, kan de første studerende allerede starte i efteråret 2010.

Vil du vide mere om behovsundersøgelsen og udviklingen af den nye uddannelse kan du kontakte Niels Mikkelsen (nm@kea.dk) eller Camilla Wittenkamp (cawi@kea.dk).

Tilbage til Nyhedsarkivet 

Tilbage til Diverse Nyt, nr. 3, årg. 2

 
inProject er et produkt udviklet af WebCare Aps