Nyhedsarkiv
  Nyhedsbreve
  Presserum & kontakt
 
    
 

DINOVA på velfærdens Innovationsdag 

  12. februar 2010
 

Onsdag den 27. januar afholdt ugebrevet Mandag Morgen konferencen Velfærdens Innovationsdag. Projektleder Niels Mikkelsen var taget ud på Kulturdocken i Nordre Frihavn i København for at vise DINOVA fanen og powernetworke. Han mødte ganske vist mange innovative mennesker og blev vældig inspireret af de projekter, som blev præsenteret. Alligevel kunne han ikke undslå sig følelsen af at være del af et omrejsende innovationscirkus med fast besætning. Og hvor innovativt er det lige set med DINOVA øjne.

Læs Niels Mikkelsens reportage hér.

 

Velfærdens innovatører -- eller Tordenskjolds soldater?

 

Den 27. januar, den dag sneen for alvor kom til København, valfartede jeg sammen med 500 andre ud til den yderste forblæste tip af Nordre Frihavn på Østerbro for at være med på Velfærdens innovationsdag.  Den dag var det stedet at være, hvis man havde ambitioner på velfærdens vegne. Havde jeg ikke vidst det på forhånd, blev jeg opmærksom på det i det øjeblik, jeg trådte ind ad døren.

Den første jeg mødte var en projektlederkollega, på et søsterprojekt, DINOVA har udvekslet erfaringer med. Og inden der var gået et kvarter, havde jeg mødt over 10 personer, som vi enten har haft med på vores netværksfora'er, eller jeg har talt med i forbindelse med udviklingen af Københavns Erhvervsakademis nye uddannelse i Anvendt Velfærdsteknologi. Vi jokede lidt med, at nu var Tordenskjolds soldater samlet igen. Også oplægsholderne var gengangere fra andre innovationskonferencer. Lige bortset fra én. En skolelærer ved navn Mogens, som havde gået forrest med at gennemføre en række forandringer på sin skole. Det perfekte billede på en ægte ildsjæl. Næsten for perfekt til at være sandt.

  Tiøren falder
 

Heldigvis varede oplæggene kun en time og så kunne der mingles. Det var organiseret som en intens speeddating, hvor vi i løbet af 6 runder á 10 minutter kunne stifte bekendtskab med nogle af de 55 bud på nye velfærdsløsninger, som blev præsenteret ved små stande rundt i lokalet. Der var alt lige fra fælles sportsaktiviteter mellem fængselsbetjente og indsatte til digitalisering af byggesagsbehandling i kommunerne.

Projekterne havde dog et påfaldende lighedtræk: De var for de flestes vedkommende båret af enkeltpersoner -- af ildsjæle. Det undrede jeg mig lidt over men slog det hen med, at det var vi jo sådan set alle sammen, os Tordenskjolds innovationssoldater, der var trommet sammen til konferencen. Da jeg i frokostpausen var forbi Mandag Morgens stand og fik stukket et temanummer med titlen Velfærdens iværksættere i hånden, faldt tiøren dog. Og et flygtigt kig på ned muleposen med konferencemateriale, satte en fed streg under dagens tema: Velfærdens innovatører, stod der med store typer tværs over. Vi havde simpelthen fået en officiel titel.

   Ildsjæle og diversitet
  Som den innovatør jeg er, har jeg det meget svært ved at få sat en etikette på mig selv, og jeg begyndte selvfølgelig straks at tænke mere over det, jeg havde fornemmet: Hvor innovativt er det i virkeligheden, at vi innovatører går og bekræfter hinanden i, hvor gode vi er til at få ideer og drive projekter? Apropos DINOVA, var der ikke meget diversitet i lokalet til at drive innovation. Og er denne ensidige fokusering på innovatørerne eller ildsjælene ikke en farlig vej at gå, som kan ende i en blindgyde? Hvad sker der f.eks., hvis ildsjælen siger op. Er der så nogle til at køre initiativerne videre? Eller hvis ildsjælen brænder ud, går ned med stress, fordi ingen har været i stand til at følge ham/hende, og derfor ikke kan støtte.

Og overskygger ildsjælen ikke ofte de øvrige medarbejdere, som måske har nogle endnu bedre ideer? Selv i brokkehovedets brok kan der ligge en god idé gemt. Det er langt fra sikkert, at det altid er ildsjælen, der har den bedste idé. Han/hun er måske blot god til at advokere for en idé og tage teten med at føre den ud i livet. 

Det blev meget tydeligt for mig, at denne overfokusering på ildsjæle stod i skarp kontrast til DINOVA. Her gør vi netop en dyd ud af, alle medarbejderes perspektiv er værdifuldt og bliver sat i spil. Og en af de store gevinster i DINOVAs tilgang er netop, at den idé, der bliver arbejdet videre med, har alle andel i og dermed et incitament til at realisere.
  Ny fetischisme

Denne overfokusering på innovatørerne kammede helt over i opsamlingen på konferencen. Her blev det afsløret, at skolelæreren Mogens fra formiddagens oplæg ikke var en virkelig person, men en opdigtet karakter, spillet af en skuespiller. Lidt karrikeret og overspillet for at understrege ildsjælens betydning for innovation.

Da Mandag Morgens direktør, Lars Jannick Johansen, efterfølgende stillede et panel af velfærdsaktører spørgsmålet: Hvad man kan gøre for at skabe flere Mogens'er i Danmark? brød panelet ud i en sand lovprisning af ildsjælene og fremtryllede et væld af anbefalinger til, hvordan man kunne nurse ham/hende. Imens sad jeg og hoppede i stolen og ventede på, at der blev åbnet op for debatten, så jeg kunne opponere bare en lille smule mod denne ildsjæl-fetichisme. Men nej. Pga. det tiltagende snevejr havde alle travlt med at komme ud af døren, så der blev ikke nogen debat, og temaet om velfærds-innovatører fik lov at hænge uimodsagt i luften.

Held i uheld var trafiksituationen så kaotisk, at det stort set var umuligt at få en taxa til at køre helt ud på Nordre Frihavn, så flere deltagere blev alligevel hængende til et glas vin. Heriblandt Lars Jannick Johansen og en af paneldeltagerne, Direktør Jan Wilken fra Elite Miljø. Jeg så straks min chance for at give dem lidt modspil. Jeg konfronterede dem med, at deres overdrevne fokus på ildsjæle ville være en yderst skrøbelig innovationsstrategi at forfølge, og at vi i virkeligheden ikke kan tale om en vellykket innovationsproces, før det mest fodslæbende brokkehoved er involveret.

Det var de i første omgang ikke så lydhøre overfor og fastholdt hårdnakket, af ildsjælene var det vigtigste at satse på. Men da jeg begyndte at underbygge mine synspunkter med erfaringer fra DINOVA, begyndte de at bløde op og blev ganske interesserede i DINOVA-projektet. I hvert fald endte vores i øvrigt glimrende diskussion med en stående invitation fra Lars Jannick Johansen til at præsentere DINOVA-konceptet på Velfærdens Innovationsdag 2011. Vi siger mange tak og vil selvfølgelig i mellemtiden overveje, hvordan vi kan bidrage til at gøre den mere divers -- og innovativ.

Niels Mikkelsen, projektleder, Københavns Erhvervsakademi (KEA)

Tilbage til Nyhedsarkivet 

Tilbage til Diverse Nyt, nr. 3, årg. 2

 
inProject er et produkt udviklet af WebCare Aps